Unicef – giv din tid for en god sag

STØT OP !
Projektet her handler slet ikke om at du skal give dine penge eller noget, men om at du skal give din tid.
Kan du undvære din smartphone i lad os sige 10 minutter? Hvad hvis du samtidig donerede vand? Man må gerne snyde, fx. jeg skiftede sengetøj og lagde tøj sammen og pludselig var der gået 10 min. Så vær med, læg telefonen og få ordnet de daglige pligter, som alligevel skal gøres eller lav mad og hør radio. Det er skide nemt og samtidig, så er du et godt menneske!
P.t. har min mobil ligget i 33:19 minutter.
Se videoen og gå ind på nedestående link og vær med!
http://tap.unicefusa.org/

Weekenden

PARIS

Weekenden var god! Og desværre gik den alt for stærkt! Jeg var i skole og på arbejde fredag og da jeg havde fri ankom to af mine gode venner fra Nordsjælland. Vi skulle egentlig have været i byen. Men da vi havde spist og endte med at sidde ved bordet med mine forældre i tre timer, så droppede vi det og lagde os i sengene, snakkede videre og så Frozen. Lørdag stod på 3 timers arbejde, så mine venner shoppede i byen imens jeg var på arbejde og i mellemtiden ankom en tredje ven! Vi hyggede og snakkede og sov til middag. Klokken halv 10 ankom fjerde og sidste ven og vi hyggede. Ved tolvtiden kørte vi mod byen. Jeg drikker ikke, så det var ikke et problem og i byen mødtes vi med min kæreste. Det var en super sjov aften og hyggelig!! Den bød på Shaka Loveless og fulde venner! Vi lå i vores senge igen klokken 5.30.. Søndag sov vi længe, hentede pizzaer (igen til de andre, jeg spiste rugbrød med makrel). Det blev lidt hektisk til sidst og jeg skulle med min kæreste ud og passe hans små søskende, hvor vi så disney film, så det var lige til at overskue. Min påske er ikke så vild igen, jeg tager den lidt som den kommer, men mere om det senere. I får lige et stemningsbillede fra Paris med på vejen.  God dag!

Tak!

Thank you!
Tak. Jeg vil bare sige tak. Mit indlæg om min sygdom blev taget så godt imod, venner har skrevet, veninder er kommet over! Fremmede mennesker har skrevet gode idéer, behandlere og gode råd til mig. Der er én bekendt, der har det samme som mig og har givet mig så meget mod på den her nye “kur” jeg skal forsøge mig med. I er de bedste alle sammen og jeg er vildt overrasket over hvor mange der tager sig tid til at læse og ikke mindst at kommentere på mit lille indlæg om min sygdom, som egentlig ikke berører jer. Jeg er vildt beæret og glad! Det er jo et sårbart punkt og det er svært, men jeg skal nok overleve! Fuck, i er søde!
Dog er alt ikke fryd og gammen, da jeg havde et slemt anfald i nat..
Men I hjælper og det er fedt! Tak igen! Jeg stopper nu. (hjerte) til jer!

Stripes!

Stripes

Striber. Jeg elsker striber, det har jeg vist også fortalt. Til sommer bliver jeg nødt til at få fat i det her sæt. Det er fra Vila og hele sættet koster lige omkring 300 kr i alt. Jeg ville sætte nogle af mine fede sneakers til! Til sommer bliver jeg, som nævnt, student og min plan er at købe et par nike iD i bordeaux, som matcher min kære hue. Det er sneakers, som jeg også kan bruge efter og så er de jo fede nok! Jeg har endnu ikke et par nike roshe run, men min kæreste siger, at de er vildt lækre at gå i, så det må jeg jo stole på! Udover det, så er foråret dejligt. Jeg er vild med alle de blomster, der er over det hele. Dog har det regnet de sidste par dage, så det er lidt skidt, men mon ikke vi får noget godt vejr igen? Det svinger jo som vi ved i det danske land. Men ja, striber, striber, striber. Jeg sidder pt i en stribet trøje. Min mor spurgte i morges “sig mig en gang, hvor mange stribede trøjer har du egentlig? Jeg synes, at jeg vasker dem hele tiden” Og jeg har mange, og jeg bruger dem. Jeg har faktisk en bunke i min bluseskuffe der hedder striber. I ved: t-shirt, langærmede, striber og flotte. Og jeg er ikke færdig med at erhverve mig striber endnu, jeg bliver bare ikke træt af dem. Heldigvis kommer trenden en gang hver andet år, så hver andet år er jeg med på moden. Haha.

Min sygdom – den fysiske del

Jeg har en sygdom. Jeg har haft den siden jeg var lille, men aldrig vidst hvad det var. Den er ikke rar. Den kommer og går, når det passer den. Den er ubarmhjertig. Den tænker ikke på mig. Den giver mig lyst til dårlige ting. Jeg har lyst til at rive håret ud af hovedet på mig selv. Brænde min mave for at få smerterne til at høre op. Jeg har et utal af gange spurgt min mor: hvorfor mig? Men hun har intet svar. Ingen har svar. Jeg gik til lægen og fik at vide, at jeg havde for meget mavesyre og skulle ligge højt med hovede. Det hjalp ikke. Jeg gik til zoneterapi, det hjalp heller ikke. Jeg fik en ny læge, han tog mig lidt mere seriøst. Men ikke meget. Min far kender en masse underlige behandlere, så jeg kom til osteopat. Han hjalp lidt. Jeg kom ikke af med det, men det blev i perioder bedre. Så foreslog han, at jeg droppede laktose. Det gjorde jeg og fik det lidt bedre. Men ikke rask. Jeg tog til lægen igen og fortalte min nye opdagelse omkring laktose. Jeg fik taget blodprøver, der tjekkede mig for allergier og intoleranser. De viste ingenting. Men af erfaring blev jeg ved med at droppe laktose. Bare fordi en prøve siger det, betyder det ikke, at min mave har forstået, at jeg godt kan tåle det. Han lagde det på hylden. Jeg kom til en anden zoneterapeut, der også smuttede mine muskler, men jeg havde ikke tid til at komme til København hver anden dag. Min mor mødte min læge, som gik på pension og sagde, at jeg stadig ikke var rask. Han nikkede, smilte og sagde: heldigvis er det ikke noget alvorligt. Min mor blev rasende. Hun har jo siddet med mig mange nætter, når jeg har grædt og krampet mig sammen. Jeg fik min tredje læge, han tager mig seriøst. Jeg var knap begyndt hos ham inden jeg fik tider til blodprøver og undersøgelser. Vi snakkede. Måske havde jeg en alvorlig tarmsygdom eller også var det irritabel tyktarm.. Jeg kom til blodprøver, jeg havde ingen allergier eller intolerance. Jeg kom til en gynækologisk undersøgelse, som heller intet viste. Den sidste mulighed var en kikkertundersøgelse. Det havde jeg ikke lyst til, men på den anden side så er det en lille pris at betale for at få min sygdom opklaret. Det var ikke en rar omgang, men jeg fik smertestillende og beroligende og kan stort set ikke huske så meget fra det. Mine 3 sygeplejerske var gode og de tre kvarter gik hurtigt. Det er nu en uge siden, så jeg får svar om 3-4 uger. De kunne ikke umiddelbart se noget, og jeg har åbenbart en flot tyktarm, men hvad skal jeg bruge det til? Nu kan jeg vente og højst sandsynligt få at vide, at jeg bare skal leve med det. Det er hårdt, men mere om det i et andet indlæg. Jeg er begyndt at træne i håb om, at det kan hjælpe lidt på det hele. Jeg spiser ikke meget, jeg spiser få ting i frygt for mavekramper. Og det værste er, at da min mave var helt tom, der havde jeg det bedst! Men det kan jo ikke gå. Et typisk anfald kan være: jeg får spist noget forkert eller jeg vågner om natten. Jeg går på toilet i håb om at få det bedre. Jeg kramper mig sammen, jeg græder og jeg ryster. Jeg får koldsved og kan ikke være i min egen krop. Jeg har ikke lyst til at være i min egen krop. Jeg kan ikke tåle laktose, sodavand, fedt mad, stærk mad eller slik. Jeg kan heller ikke tåle syre eller alkohol, og får jeg kolde tæer, så kommer den også. Bliver jeg nervøs er der også en OK chance for, at den viser sig. Min varmepude har ødelagt min mave med pigment og er blevet min sutteklud, jeg har den med overalt, men den er det eneste der kan få smerterne væk. Alt i alt er det noget møg og jeg ønsker for ingen, at de skal have det som jeg har det, heller ikke mine værste fjender. Eller måske lidt.